Dagrofa har udnævnt ny direktør
Valget faldt på en af Dagrofas egne, da ansættelsen af den ny kategoridirektør blev besluttet. Den nye direktør har en lang og tung baggrund i detail.
- I første omgang var Henning A. Hansen ikke kandidat, da han grundet bopæl og familie i Jylland ikke var mobil. Derfor satte vi en search i gang. Men selv med en search var Henning bedste mand til jobbet. Heldigvis er det lykkes at få brikkerne til at falde på plads, så Henning kan tiltræde jobbet, og det er jeg rigtigt glad for, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa.
Henning A. Hansen har været ansat hos Dagrofa siden 2009, og han har bl.a. som kategori-gruppechef, sammen med sit team, opbygget Dagrofas frugt og grønt afdeling.
- Jeg er meget glad og stolt over, at valget er faldet på mig, og jeg ser frem til sammen med resten af koncernledelse at være med til at skabe og opbygge det nye Dagrofa; siger Henning A. Hansen, nu kategoridirektør i Dagrofa.
Henning A. Hansen har en meget lang og tung baggrund i detail, hvor han bl.a. har arbejdet for EDEKA i en lang årrække primært som indkøbsdirektør for til sidst at være administrerende direktør.
Henning A. Hansen er gift og har 3 børn, hvoraf én bor i København, én i Århus, og en hjemmeboende søn der påbegynder uddannelse i Slagelse efter sommerferien. Familien planlægger at bosætte sig på Sjælland.
Udnævnelsen af Henning A. Hansen sker fra 1. juni i år.